Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Vedtægter

§ 1 Navn
Interessegruppens navn er ”Vikarbureauer i Dansk Byggeri”.

Gruppen har hjemsted i København.

§ 2 Formål og aktiviteter
Interessegruppens formål er at fremme og udvikle de særlige arbejdsgiver- og erhvervsinteresser samt kompetencer, der knytter sig til drift af vikarbureauer.

§ 3 Medlemskab
Som medlem kan optages private virksomheder, som er medlem af Dansk Byggeri, og som driver vikarbureau.

Bestyrelsen afgør om en virksomhed, der ansøger om medlemskab, kan optages.

§ 4 Etiske regler og markedsføring
Medlemmerne er forpligtet til at overholde de til enhver tid gældende etiske regler samt opnår og opretholder certificering efter reglerne i "Certificeringsordning for Vikarbureauer i Dansk Byggeri".

Medlemmerne er forpligtet til at udbrede kendskabet til Vikarbureauer i Dansk Byggeri herunder anvende foreningens logo på deres hjemmeside. Anvendelse af Vikarbureauer i Dansk Byggeris logo skal ske i overensstemmelse med foreningens interesser og efter principperne for god markedsføringsskik.

§ 5 Sekretariat
Dansk Byggeri stiller sekretariatsbistand til rådighed for interessegruppen.

§ 6 Kontingent
Ved optagelse i foreningen betales et af generalforsamlingen fastsat indskud, der opkræves af Dansk Byggeri.

Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling med virkning for det følgende kalenderår og opkræves af Dansk Byggeri.

§ 7 Bestyrelse
Interessegruppens anliggender varetages af en bestyrelse bestående af 1-5 medlemmer valgt på generalforsamlingen.

Bestyrelsen vælger efter generalforsamlingen en formand.

Gruppen tegnes af formanden eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Bestyrelsen nedsætter efter behov underudvalg til behandling af gruppens aktiviteter og udpeger repræsentanter til disse.

Hvis et bestyrelsesmedlem fratræder sin stilling hos en medlemsvirksomhed, er medlemsvirksomheden berettiget til at udpege en anden medarbejder til bestyrelsen. Medarbejderen fungere som bestyrelsesmedlem frem til næste generalforsamling.
Medlemsvirksomheden skal inden 2 uger efter medarbejderens udtræden af bestyrelsen skriftligt meddele bestyrelsen, hvem de ønsker af udpege.

§ 8 Generalforsamling
Den ordinære generalforsamling afholdes årligt og indkaldes med 4 ugers skriftligt varsel.

Dagsordenen skal omfatte følgende:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af regnskab
4. Fastlæggelse af kontingent
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Indkomne forslag
7. Eventuelt

Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen blandt personer, der kan repræsentere medlemmerne på generalforsamlingen.

Hvert medlem har på generalforsamlingen 1 stemme. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt.

Forslag fra medlemmer til behandling på generalforsamlingen skal skriftligt meddeles bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen. Eventuelle forslag udsendes til interessegruppens medlemmer senest én uge før generalforsamlingen.

Ved ændringer af interessegruppens vedtægter på en generalforsamling kræves, at mindst 1/2 af de repræsenterede medlemmer stemmer derfor.

§ 9 Ophør af medlemskab
Udmeldelse af foreningen kan kun ske med 3 måneders skriftlig varsel til den først kommende 31. december.

Ophører en virksomheds medlemskab af Dansk Byggeri, ophører samtidig medlemskabet af interessegruppen.

Bestyrelsen kan beslutte at slette et medlem, der er i restance med kontingentet, efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.

Et medlem kan ekskluderes såfremt bestyrelsen skønner, at medlemmet ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem af interessegruppen, herunder ikke opnår eller opretholder certificering efter reglerne i "Certificeringsordning for Vikarbureauer i Dansk Byggeri", eller i øvrigt groft har tilsidesat sine forpligtelser over for gruppen.

Eksklusion af et medlem vedtages af bestyrelsen og har omgående virkning. Virksomheden kan bringe afgørelsen op til vurdering på den førstkommende generalforsamling.

Indbetalt kontingent og indmeldelsesgebyr refunderes ikke ved udmeldelse eller eksklusion.

§ 10 Opløsning af interessegruppen
For vedtagelse af interessegruppens opløsning gælder samme regler som for vedtagelse af ændringer i vedtægten.

Vedtaget februar 2016